Transmitterende informationstrafikmønster
I det transmitterende informationstrafikmønster kontrollerer informationscenteret hvilke informationer der sendes, og hvornår og hvordan de distribueres. Typiske transmitterende medier er radio og tv, hvor informationer først bliver udvalgt og bearbejdet af journalister, reklamefolk m.m., for til sidst at blive distribueret. [1] Konsumenterne har ingen mulighed for at ændre informationsindholdet og ingen mulighed for at ændre på strømmen af informationerne. I det transmitterende informationstrafikmønster strømmer informationerne kun i én retning fra informationscenter til informationskonsument, fra afsender til modtager, det vi også kender som envejskommunikation.
Figur 6: Transmission, informationerne strømmer fra centeret til konsumenterne.
I det transmitterende informationstrafikmønster er magten over informationerne i kommunikationsprocessen placeret hos informationscenteret. Informationskonsumenten besidder selvfølgelig en begrænset indflydelse, da muligheden for at afbryde informationsstrømmen altid er tilstede. Men uanset hvor meget der tændes og slukkes for strømmen af informationer, har det ingen indflydelse på indholdet og distributionen af informationerne.
Når det drejer sig om at have mest mulig indflydelse over en kommunikationssituation, må dette informationstrafikmønster være idealet for informationscenteret, der har fuldstændig kontrol over produktion og distribution. Transmission kræver ikke andet af informationskonsumenterne end muligheden for at modtage informationerne via et medie.
Transmission på WWW
På WWW optræder det transmitterende informationstrafikmønster i push-teknologien, der blandt andet er introduceret med PointCast, Microsoft Channel og Netscape Netcaster. Der er ikke den store forskel på transmission på WWW og de traditionelle massemedier. Med push-teknologien kan informationscenteret transmittere en konstant strøm af informationer til en bred skare af informationskonsumenter. Den eneste forskel er, at informationskonsumenten benytter en computer som medie og ikke en radio eller et fjernsyn. Push-teknologien på WWW kræver imidlertid, at webberen (informationskonsumenten) selv opsøger et websted (informationscenter) før transmissionen påbegyndes. Når computeren er tændt, modemet forbundet og browseren er åbnet, skal webberen skrive en webadresse eller klikke på en hyperlænke for at påbegynde transmissionen fra et websted.
På WWW har konsumenten endvidere flere muligheder end radio og tv for at vælge de overordnede emneområder der transmitteres. Et eksempel på dette er www.pointcast.com, hvor webberen via et plug-in eller et lille program får informationer transmitteret direkte til sin computerskærm. Webberen har mulighed for at angive hvilke informationer i form af nyheder, der skal transmitteres. Men det er stadig PointCast der sorterer, behandler og distribuerer informationerne, der har interesse.
Figur 7: Med PointCast kan webberne installere et lille program eller et plug-in, der gør det muligt at få transmitteret nyheder via WWW. (http://www.pointcast.com)
Et andet eksempel på det transmitterende informationstrafikmønster på WWW var årets Tour de France, hvor man via www.tour.tv2.dk kunne høre Leth og Mader kommentere løbet og se billede for billede direkte. Samtidig med lyd- og billedetransmissionen kunne webberen følge med på en resultatside, der konstant blev opdateret i browseren.
Figur 8: Tour de France på Internettet 1998. I det lille browservindue kan man se levende billeder direkte fra løbet. I browseren bag ved se og hente oplysninger om resultater m.m. (http://www.tour.tv2.dk)
Teknologien, der gør det muligt at transmittere lyd og levende billeder, hedder RealAudio og RealVideo, og er baseret på, at webberen opsøger en webadresse, hvorefter transmissionen af informationer starter, uden at webberen foretager sig mere.
[1] Bordewijk og Kaam 1986, s. 17.